Der kan ikke være nogen grøn omstilling uden beton

Der kan ikke være nogen grøn omstilling uden beton

Hr. Glasmaier, byggematerialet beton kritiseres ofte af offentligheden, mens træ fejres i medierne og politisk som et bæredygtigt alternativ. Du kan sikkert ikke lide dette. Hvad generer dig særligt?
Anton Glasmaier:Det, der generer mig mest, er det ubalancerede syn. Ser man på de faktiske proportioner, taler vi i nybyggerier om 90 procent mineralske byggematerialer – beton og mursten – og kun omkring ti procent andre materialer som træ eller stål. I nogle regioner som Vorarlberg eller Tyrol kan andelen af ​​træ være lidt højere, men i gennemsnit er den i Østrig omkring fire procent. Ikke desto mindre er træ støttet uforholdsmæssigt meget, og det ser jeg som markedsforvridende.

Ingen håndtag med træ

Kan du specificere det?
Der er projekter, hvor finansieringen af ​​træbyggeri er op til 75 euro per kvadratmeter brugbar plads. I nogle tilfælde overstiger dette endda salgsprisen for beton. Dette er ikke et lille incitament, men et massivt indgreb i markedet. Hvis jeg promoverer et produkt, der kun har en markedsandel på fire procent, er det ikke megen løftestang ud fra et klimapolitisk perspektiv. Hvorfor fokuserer jeg ikke på de 90 procent, hvor de største CO₂-besparelser er mulige?

Udnyttes betonens CO₂-besparelsespotentiale tilstrækkeligt?
Cementindustrien har gjort fremskridt i de seneste år og har reduceret CO₂-udledningen pr. ton cement med omkring ni procent sammenlignet med for fire år siden. Disse var de berømte "lavthængende frugter". De næste skridt kræver dog betydelige investeringer – i opsamling, transport og opbevaring af CO₂. Det er milliardprojekter. Desværre ser jeg ikke tilstrækkelig politisk opbakning her endnu.

Så opfordrer du til, at der prioriteres midler til den mineralske byggematerialeindustri?
Hvis vi virkelig ønsker at blive CO₂-neutrale, er der ingen vej udenom. Du kan selvfølgelig også promovere træ, men ikke med det formål at transformere byggebranchen. For den mængde træ, vi har brug for, eksisterer ikke – vi tager allerede 90 procent af den årlige trævækst i Østrig. Mere ville kun være muligt med genplantning af skov, hvis virkninger tager årtier.

Og selvom der var mere træ til rådighed?
Selv da er gearingen begrænset. Hvis jeg opnår en stigning på ti procent for et materiale med en markedsandel på fire procent, er jeg på 4,4 procent. Det bringer os ikke meget længere på vejen mod klimaneutralitet. Vi skal starte, hvor de store mængder er - med beton, med mursten, med mineralske byggematerialer. Og det handler ikke kun om produktion: Genbrug spiller også en central rolle.

I hvilket omfang?
I branchen taler vi ikke længere kun om frisk beton. Beton kan genbruges i slutningen af ​​en bygnings levetid - som genbrugsmateriale, for eksempel i vejbyggeri eller endda i bygningskonstruktion. På den måde lukker vi materialekredsløbet, som er ekstremt økologisk relevant. Her er et stort potentiale, som ofte bliver overset udefra.

Lad os tale om et andet aspekt: ​​Begrebet "træhybridbygning" er blevet etableret i industrien. Hvad synes du om dette udtryk?
Dette er god markedsføring, men sjældent præcis. De fleste såkaldte træhybridbygninger består også i høj grad af beton. Alligevel taler ingen om beton-træ-hybrider. Det virker, som om ordet "træ" i navnet automatisk forstærker billedet - selvom det konkrete indhold ofte dominerer. En klar definition ville være nyttig her: det byggemateriale, der mest bruges, skal også stå i navnet. Alt andet er vildledende.

Har beton efter din mening et imageproblem?
Ikke blandt bygherrer, planlæggere og i den professionelle verden. Problemet ligger mere hos slutbrugeren. Træ har en positiv tiltrækningskraft på grund af dets naturlighed, mens beton ofte forbindes med negative udtryk som "gulvtætning" eller "overstøbning". Beton har enorme fordele: lang levetid, statik, brandsikring, modstand - og gennem komponentaktivering også energipotentiale. Det er desværre ofte underrepræsenteret i den offentlige debat.

Hvor tror du, at denne negative emotionalisering kommer fra?
Det er steget de seneste år. En byggekran var tidligere et symbol på fremskridt – i dag opfattes den ofte som en trussel. Der er også Floriani-princippet: Ingen vil have et stenbrud eller en grusgrav på deres dørtrin, men det faktum, at byggematerialer skal komme et sted fra, ignoreres ofte.

Ser du en grundlæggende misforståelse blandt befolkningen om, hvordan din branche fungerer?
I dele, ja. Vores branche er meget regionalt organiseret. F.eks. færdigblandet beton leveres inden for en radius af 10 til 30 kilometer. Mange fabrikker bruger allerede elektriske transportbånd eller selvvægtsystemer til at transportere råvarer effektivt. Disse indsatser modtages næppe af offentligheden. Bæredygtighed betyder ikke kun vedvarende råvarer, men også korte afstande, genanvendelighed og lang levetid. Og det er netop det, konkrete byder på.

Hvad håber du for den fremtidige debat om byggeri?
En faktabaseret, holistisk tilgang. Jeg er ikke imod træ – tværtimod. Ethvert materiale har sin berettigelse. Men vi skal væk fra ideologisk prægede diskussioner og hen imod en tilgang, der tager hensyn til gennemslagskraft, volumen og effektivitet. Finansieringen bør starte, hvor CO₂-gearing er størst. Og sådan er det med beton. Vi er som branche klar til at tage ansvar – men det kræver også politisk vilje til at støtte os.